Håndværk
og design – mellem viden og kunnen.
Det nye fag håndværk og design har
været igennem en kontroversiel udviklingsfase, hvilket er afspejlet i de
artikler jeg diskuterer i dette indlæg. Det er også noget jeg selv har oplevet
blandt andet i min praktikperiode. Blandingen af fagelementerne giver muligvis
mening på papiret i ministeriet, men skal for eleverne er kombinationen af
aktiviteter, materialer og faglige mål noget som hele tiden skal anskueliggøres
af læreren. Jeg har reflekteret over artiklerne, vi har læst i løbet af
semesteret og føjet mine egne perspektiver til de problemstillinger, de
behandler.
Stig
Pedersen, som underviser i håndværk og design og som både har en
håndværksmæssig og en akademisk baggrund, har fulgt ministeriets nytænkning af
faget nøje. Han hilste i 2013 planen om at opdatere håndarbejde og sløjd
velkommen og var begejstret for de muligheder, der lå i det nye fag håndværk og
design.
Et år efter, da han har haft mulighed for at nærlæse det endelige
faghæfte, ministeriet har udarbejdet, er hans begejstring dog vendt til
bekymring.
I
stedet for innovation ser han tegn på begrænsning og forenkling, og i stedet
for en naturlig synergi mellem de tre fagelementer (håndværk, design og
materiel kultur) ser han en forrykket balance over mod det praktiske på
bekostning af det almendannende perspektiv. Pedersens kritik går på forenklingen
af fagets Fælles Mål, som ifølge ham ikke udnytter muligheden for at indarbejde
refleksion over de håndværksmæssige færdigheder, eleverne udvikler. Håndværkets
opprioritering, hvilket blandt andet ses af det større antal mål i
fagbeskrivelsen, er resultatet af en tendens i tiden. Ifølge Pedersen ”rider”
vi ”tilsyneladende på en bølge, hvor håndværket nyder positiv opmærksomhed”
(Pedersen, ”Håndværk og design 2014 - et nyt paradigme?” Håndarbejde NU 4, s. 6).
Dette
er også det mest konkrete og målbare element af faget. Men selv om
fagelementerne design og materiel kultur har en mere diffus eller uhåndgribelig
karakter, er det stadig dér vi skal sørge for at eleverne bliver bevidste om
deres arbejdes dybere perspektiver. Ellers risikerer vi at det bliver et rent
produktionsfag og ikke et dannelsesfag. Pedersen slår fast at ”når et fag, som
her, udelukkende skal beskrives i kompetencemål og udmøntes i målbare
færdigheds- og vidensmål, vil der automatisk ske en amputering af den
fagdidaktiske forståelse af faget” (Ibid.).
Hans
diagnose tager derfor form af en advarsel – hvis den ”kompetenceideologi” som i
øjeblikket virker fremherskende ikke bliver koblet til en bredere forståelse af
fagets muligheder for refleksion, mener Pedersen at fagets dage er talte, og at
det kun vil leve så længe som håndværksbølgen kan bære det.
Pedersen
refererer til det alment dannende perspektiv som noget, der er værd at
fastholde og nytænke. I det Styhrske Cirkulære fra 1900 beskrev man blandt
andet skolens opgave som mere end indlæring af tekniske færdigheder, men i lige
så høj grad som en måde at skabe dannede mennesker på. Eleverne skulle lære at
være ”opmærksomme, iagttagende fantasifulde og ikke mindst videbegærlige” i
takt med at de lærte at skrive, at regne, at sy og at arbejde i træ (Gjerløff
& Thejsen, Sløjd og håndarbejde. To fag – for personen og samfundet” https://www.folkeskolen.dk/~/Documents/32/69832.pdf ). Fagene var personlighedsudviklende, ikke kun
færdighedsudviklende. Dette er, kort fortalt, et uddannelsessyn som Pedersen
gerne er bevaret i nye former, således at fagenes konkrete, tekniske elementer
ikke står alene, men hæves op til et højere mål.
I
Gjerløff og Thejsens artikel opridses de praktiske fags historie i den danske
skole således:
”I ældre skoletyper, som spinde- og
arbejdsskoler for fattige børn, skulle eleverne lære et håndværk skaffe sig en
indtægt ved at arbejde under kontrollerede forhold. Den skolesløjd, der opstod
i 1880’erne havde et helt andet sigte. Målet var hverken oplæring i håndværk
eller salg af det fremstillede. Fremstilling af trætingene var et pædagogisk
middel, og formålet var udvikling af elevens åndelige og fysiske evner”
(Gjerløff & Thejsen, s. 4)
Kønsopdelingen var også mere fremherskende i fagets
tidlige årtier end i de senere generationer – sløjd var et fag, drenge havde
brug for, håndgerning, og senere håndarbejde, udviklede pigernes huslige
færdigheder. Den gradvise sammensmeltning af uddannelse af drenge og piger er i
den kontekst endeligt bragt til sin naturlige konklusion i faget håndværk og
design.
Det moderne islæt, som
fx området materiel kultur, giver lærerne mulighed for at placere de materielle
”ting” i en historisk sammenhæng. Som Minna Kragelund og Lene Otto forklarer i
”Materialitet, identitet og erindring”, har vi som mennesker brug for fortidens
konkrete levn, smykker, klædedragter, dagligdags brugsgenstande og
kunstgenstande, for at føle en forankring i historien.
Den materielle kultur har derfor en identitetsskabende dimension. Vi erindrer
kollektivt gennem kontakt med de håndgribelige beviser på skiftende tiders
stilforståelse og praktiske behov. De fremhæver også den materielle verden som
en central del af vores personlige erindring ”i form af kropslige erfaringer
med konkrete steder (hjemmet, byen, landskabet) som forskellige former for følelsesmæssigt
forhold til ting fra egen fortid, som man føler trang til at samle og gemme…”
(Kragelund & Otto, s. 35).
På
samme måde vil vi ifølge Kragelund og Otto opleve et massivt identitetstab, som
følge af et brud med den materielle kultur, og her har faget håndværk og design
en vigtig opgave som rækker ud over de praktiske læremål. Som lærer kan man
blandt andet bruge deres artikel som inspiration til at inddrage materiel
kultur som en vigtig del af faget i form af udflugter til udstillinger og museer,
eller aktiviteter og opgaver, der omfatter konkret kontakt med unikke og
interessante genstande, der kan fortælle en historie og give eleverne en
oplevelse af udviklingen og forskellige tiders kunst og håndværk.
Personligt
synes jeg, at det er en god ide, at man kan gå ud at se genstandene og mærke
dem, og gå tilbage i tiden til andre materialer og måder at arbejde på og
derved sammenligne fortiden med nutidens metoder. Man kan få inspiration,
ideudvikle og genopdage teknikker. Desuden bliver man bevidst om hvor meget der
var håndlavet dengang, lige fra kobber, som man loddede i hånden (nu
fremstillet med maskiner) til alle de andre traditionelle teknikker som nu er
blevet automatiseret – og som vores hænder har glemt.
Mattias
Tesfaye advarer om det, vi mister når hændernes viden går tabt, når vi ikke
viderefører den kunnen som kun praktisk erfaring kan give os, og som ingen bog
kan bevare. Hans eksempler på de håndværksmæssige hemmeligheder, der alt for
ofte er gået tabt med de hænder, der mestrede dem, i kapitlet ”Tavs viden” i
bogen Kloge Hænder (2013), er både
rørende og tankevækkende. ”Bogstaver og ord kan meget, men ikke al viden er
tilgængelig gennem vores sprog – meget viden er gemt i kroppen og kan kun
formidles gennem hænderne” (Tesfaye, s. 23).
Hans ambition er, at vi
som samfund genopdager værdien af denne viden og bygger videre på den respekt
for faglig kunnen som fortidens håndværksmestre nød godt af. Med alle disse
perspektiver i baggagen, har faget håndværk og design virkeligt potentiale –
det er muligt at mobilisere sine kreative evner og sine sanser, sammen med
hændernes viden, uden at give køb på refleksionen og dannelsen.
Derfor er der grund til at håbe på rige muligheder inden for de nye
rammer, hvis man vel at mærke bevarer en frugtbar balance mellem målene.
Litteraturliste
Pedersen,
Stig (2014) Håndværk og design 2014 – et
nyt paradigme? Håndarbejde NU. Nr. 4
Otto,
Lene (2005) Materialitet, identitet og
erindring. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
Tesfaye,
Mattias (2013) Kloge hænder. Gyldendal.
Gjerløff,
Anne Katrine & Thejsen, Thorkild (2011) Sløjd
og håndarbejde. To fag – for personen og samfundet. Fra læreruddannelsens
historie.
