Lad der blive lys !

Vores sidste produkt blev lavet som en øvelse til den endelige eksamen.

I opgaven skulle vi arbejde med designprocessen, men her anvendte vi tre nye teknikker: formbøjning af finer og akryl samt metal.

Vi skulle designe og skabe en lampe med en funktion, som er problemløsende til et bestemt formål, sted eller målgruppe.

Vi skulle arbejde i grupper og min gruppe bestod af Delal, Evin og Merve.

Vi startede med at brainstorme, her ses idegenereingen over designprocessen:

-         - Kan bruges når man skal amme midt om natten

-         -  Kan let flyttes

-          - Er robust

-          - Bliver ikke varm

-          - Er ufarlig

-          - Multifunktionel

-          - Simpelt design

Da Evin lige har født, og synes det kan være lidt problematisk at amme om aftenen uden at vække hele sin familie, med et skarpt lys synes vi det kunne være oplagt at designe en lampe til ammende kvinder. Derfor fik lampen navnet amme lampe.

En skammel i frisk træ

Jeg startede med at save fire lige store stykker rødel ud af friskt træ. 

Dernæst begav jeg mig ud i at lave de fire sprosser til rammen på skamlen. Dette gjorde jeg ved at

skære et bræt op i fire lige store dele på båndsaven. Herefter rundede jeg sprosserne med en båndkniv og  spidsede dem til med en stor ''blyantspidser'' som blev sat på skruemaskinen.                 

 Så markerede jeg en vinkel på 90 grader, som skulle indikere hvor sprosserne skulle sættes på i skamlens ben, og  her brugte jeg søjleboremaskinen til at bore huller ved markeringerne. efterfølgende satte jeg sprosserne fast i benene.   

Jeg fandt ud af at jeg var nødt til at lave flere sprosser, så skamlen ikke skulle blive skæv. 

Dette sinkede mig lidt, idet jeg måtte lidt tilbage i processen og skille skamlen ad igen. 

Herefter lavede jeg yderligere to sprosser som skulle sidde på skrå og disse blev lavet på samme måde som de første.

Jeg markerede derefter op på benene hvor disse sprosser skulle sidde og fik boret huller til dem også. 

Jeg samlede da skamlen på ny, med de skrå sprosser også. Skamlen fik nu lov til at tørre.

Arbejde i friskt træ

Vi fik en stillet en opgave om at lave et produkt, hvor man skal arbejde med samlinger i frisk træ.

Pointen med dette var at vi skulle have en fornemmelsen af, hvordan det våde træ er at arbejde med når det tørrer og udnytte at det trækker sig sammen når det tørrer, på den måde kan man lave en samling uden brug af skruer, søm, lim osv. 

Jeg valgte at begynde i det små og lave en barkdåse, det gjorde jeg for at få en fornemmelsen af hvordan det våde og det tørre træ arbejdede sammen. 

Til at starte med savede jeg et stykke af træstammen på et friskt stykke træ på ca 15 cm. Da dåsen skulle have et låg, savede jeg endnu et stykke af på omkring1,5 cm. 

Som det næste skulle der bores et hul i selve dåsen, jeg borede derfor et hul i midten. Herefter gik jeg i gang med at udvide hullet med håndkraft ved hjælp af en snitte kniv og et huljern, hvorefter jeg gik over til at bruge søjleboremaskinen, da træet simpelthen var for hårdt at komme igennem. Dette hul blev boret med et 30mm cylinderbor, i et meget stille tempo for ikke at træet skulle brænde.

Efterfølgende skulle træet udhules så der var omkring 1 centimeters tykkelse tilbage hele vejen rundt, jeg lavede en rille i bunden ved hjælp af et huljern og en kølle for at kunne sætte en bund af krydsfiner

Da bunden var fastgjort og barkdåsen tør valgte jeg at bruge sandpapir og en fil til at gøre den glat på indersiden. Grunden til at det først blev gjort efter at bunden var sat i, skyldes at træet ikke kunne files pænt og glat før det var tørt, da det våde træ blot flossede.

                 

Færdigt produkt

Designmuseum Danmark Det nye studieår startede den 27. august med en tur til Designmuseum Danmark, som ligger på Bredgade 68, 1260 København K. På museet fik vi en spændende guidet tur. Efterfølgende var der planlagt et forløb for os i skoletjenesten med fokus på bæredygtigt design. Det var en oplevelse at se udstillingen, da det vækkede nogle barndomsminder frem i mig da jeg så objekter jeg kunne genkende fra dengang jeg var yngre. Udstillingen tog udgangspunkt i nordisk design til børn og henvendte sig både til børn og voksne. Der var også legezoner hvor børn kunne udfolde sig i leg og spil. Billeder fra forløbet i skoletjenesten:

 

Der blev stillet to krav til møblet, vi skulle fremstille en mock up til. Det skulle være et siddemøbel med flere funktioner og som samtidigt er bæredygtigt.

Her er vores ”design en stol” projekt. 

Jeg var i gruppe med Delal og Evin. 

Ideen bag vores lille stol var, at man skulle sidde i stolen og slappe af uden at gøre brug af smartphones, tablets m.m., da vi lever i en verden hvor disse digitale genstande fylder rigtig meget, så den her stol skulle have fokus på mere nærvær og afslapning.

Derfor hedder stolen ” Lad mobilen hvile”

 Da stolen skulle være funktionel valgte vi at lave en lille lomme på stolen i siden, hvor man kan lade mobilen hvile så at sige, og sidde og læse i en avis eller se tv i fred og ro. 

Håndværk og design – mellem viden og kunnen.

Det nye fag håndværk og design har været igennem en kontroversiel udviklingsfase, hvilket er afspejlet i de artikler jeg diskuterer i dette indlæg. Det er også noget jeg selv har oplevet blandt andet i min praktikperiode. Blandingen af fagelementerne giver muligvis mening på papiret i ministeriet, men skal for eleverne er kombinationen af aktiviteter, materialer og faglige mål noget som hele tiden skal anskueliggøres af læreren. Jeg har reflekteret over artiklerne, vi har læst i løbet af semesteret og føjet mine egne perspektiver til de problemstillinger, de behandler.

Stig Pedersen, som underviser i håndværk og design og som både har en håndværksmæssig og en akademisk baggrund, har fulgt ministeriets nytænkning af faget nøje. Han hilste i 2013 planen om at opdatere håndarbejde og sløjd velkommen og var begejstret for de muligheder, der lå i det nye fag håndværk og design.

Et år efter, da han har haft mulighed for at nærlæse det endelige faghæfte, ministeriet har udarbejdet, er hans begejstring dog vendt til bekymring. 

I stedet for innovation ser han tegn på begrænsning og forenkling, og i stedet for en naturlig synergi mellem de tre fagelementer (håndværk, design og materiel kultur) ser han en forrykket balance over mod det praktiske på bekostning af det almendannende perspektiv. Pedersens kritik går på forenklingen af fagets Fælles Mål, som ifølge ham ikke udnytter muligheden for at indarbejde refleksion over de håndværksmæssige færdigheder, eleverne udvikler. Håndværkets opprioritering, hvilket blandt andet ses af det større antal mål i fagbeskrivelsen, er resultatet af en tendens i tiden. Ifølge Pedersen ”rider” vi ”tilsyneladende på en bølge, hvor håndværket nyder positiv opmærksomhed” (Pedersen, ”Håndværk og design 2014 - et nyt paradigme?” Håndarbejde NU 4, s. 6).

Dette er også det mest konkrete og målbare element af faget. Men selv om fagelementerne design og materiel kultur har en mere diffus eller uhåndgribelig karakter, er det stadig dér vi skal sørge for at eleverne bliver bevidste om deres arbejdes dybere perspektiver. Ellers risikerer vi at det bliver et rent produktionsfag og ikke et dannelsesfag. Pedersen slår fast at ”når et fag, som her, udelukkende skal beskrives i kompetencemål og udmøntes i målbare færdigheds- og vidensmål, vil der automatisk ske en amputering af den fagdidaktiske forståelse af faget” (Ibid.). 

Hans diagnose tager derfor form af en advarsel – hvis den ”kompetenceideologi” som i øjeblikket virker fremherskende ikke bliver koblet til en bredere forståelse af fagets muligheder for refleksion, mener Pedersen at fagets dage er talte, og at det kun vil leve så længe som håndværksbølgen kan bære det.

Pedersen refererer til det alment dannende perspektiv som noget, der er værd at fastholde og nytænke. I det Styhrske Cirkulære fra 1900 beskrev man blandt andet skolens opgave som mere end indlæring af tekniske færdigheder, men i lige så høj grad som en måde at skabe dannede mennesker på. Eleverne skulle lære at være ”opmærksomme, iagttagende fantasifulde og ikke mindst videbegærlige” i takt med at de lærte at skrive, at regne, at sy og at arbejde i træ (Gjerløff & Thejsen, Sløjd og håndarbejde. To fag – for personen og samfundet” https://www.folkeskolen.dk/~/Documents/32/69832.pdf ). Fagene var personlighedsudviklende, ikke kun færdighedsudviklende. Dette er, kort fortalt, et uddannelsessyn som Pedersen gerne er bevaret i nye former, således at fagenes konkrete, tekniske elementer ikke står alene, men hæves op til et højere mål. 

I Gjerløff og Thejsens artikel opridses de praktiske fags historie i den danske skole således:

”I ældre skoletyper, som spinde- og arbejdsskoler for fattige børn, skulle eleverne lære et håndværk skaffe sig en indtægt ved at arbejde under kontrollerede forhold. Den skolesløjd, der opstod i 1880’erne havde et helt andet sigte. Målet var hverken oplæring i håndværk eller salg af det fremstillede. Fremstilling af trætingene var et pædagogisk middel, og formålet var udvikling af elevens åndelige og fysiske evner” (Gjerløff & Thejsen, s. 4)

Kønsopdelingen var også mere fremherskende i fagets tidlige årtier end i de senere generationer – sløjd var et fag, drenge havde brug for, håndgerning, og senere håndarbejde, udviklede pigernes huslige færdigheder. Den gradvise sammensmeltning af uddannelse af drenge og piger er i den kontekst endeligt bragt til sin naturlige konklusion i faget håndværk og design.                                                                          

Det moderne islæt, som fx området materiel kultur, giver lærerne mulighed for at placere de materielle ”ting” i en historisk sammenhæng. Som Minna Kragelund og Lene Otto forklarer i ”Materialitet, identitet og erindring”, har vi som mennesker brug for fortidens konkrete levn, smykker, klædedragter, dagligdags brugsgenstande og kunstgenstande, for at føle en forankring i historien. 

Den materielle kultur har derfor en identitetsskabende dimension. Vi erindrer kollektivt gennem kontakt med de håndgribelige beviser på skiftende tiders stilforståelse og praktiske behov. De fremhæver også den materielle verden som en central del af vores personlige erindring ”i form af kropslige erfaringer med konkrete steder (hjemmet, byen, landskabet) som forskellige former for følelsesmæssigt forhold til ting fra egen fortid, som man føler trang til at samle og gemme…” (Kragelund & Otto, s. 35). 

På samme måde vil vi ifølge Kragelund og Otto opleve et massivt identitetstab, som følge af et brud med den materielle kultur, og her har faget håndværk og design en vigtig opgave som rækker ud over de praktiske læremål. Som lærer kan man blandt andet bruge deres artikel som inspiration til at inddrage materiel kultur som en vigtig del af faget i form af udflugter til udstillinger og museer, eller aktiviteter og opgaver, der omfatter konkret kontakt med unikke og interessante genstande, der kan fortælle en historie og give eleverne en oplevelse af udviklingen og forskellige tiders kunst og håndværk.  

Personligt synes jeg, at det er en god ide, at man kan gå ud at se genstandene og mærke dem, og gå tilbage i tiden til andre materialer og måder at arbejde på og derved sammenligne fortiden med nutidens metoder. Man kan få inspiration, ideudvikle og genopdage teknikker. Desuden bliver man bevidst om hvor meget der var håndlavet dengang, lige fra kobber, som man loddede i hånden (nu fremstillet med maskiner) til alle de andre traditionelle teknikker som nu er blevet automatiseret – og som vores hænder har glemt.

Mattias Tesfaye advarer om det, vi mister når hændernes viden går tabt, når vi ikke viderefører den kunnen som kun praktisk erfaring kan give os, og som ingen bog kan bevare. Hans eksempler på de håndværksmæssige hemmeligheder, der alt for ofte er gået tabt med de hænder, der mestrede dem, i kapitlet ”Tavs viden” i bogen Kloge Hænder (2013), er både rørende og tankevækkende. ”Bogstaver og ord kan meget, men ikke al viden er tilgængelig gennem vores sprog – meget viden er gemt i kroppen og kan kun formidles gennem hænderne” (Tesfaye, s. 23).

Hans ambition er, at vi som samfund genopdager værdien af denne viden og bygger videre på den respekt for faglig kunnen som fortidens håndværksmestre nød godt af. Med alle disse perspektiver i baggagen, har faget håndværk og design virkeligt potentiale – det er muligt at mobilisere sine kreative evner og sine sanser, sammen med hændernes viden, uden at give køb på refleksionen og dannelsen.

Derfor er der grund til at håbe på rige muligheder inden for de nye rammer, hvis man vel at mærke bevarer en frugtbar balance mellem målene. 

Litteraturliste

Pedersen, Stig (2014) Håndværk og design 2014 – et nyt paradigme? Håndarbejde NU. Nr. 4

Otto, Lene (2005) Materialitet, identitet og erindring. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

Tesfaye, Mattias (2013) Kloge hænder. Gyldendal.

Gjerløff, Anne Katrine & Thejsen, Thorkild (2011) Sløjd og håndarbejde. To fag – for personen og samfundet. Fra læreruddannelsens historie. 

At arbejde med Metal.  

Fredag den 24 April blev vi introduceret for sølv og kobber.

Vi lærte blandt andet at flette på to forskellige måder og fremstille en sølv ring. 

Den flet der vises her, kaldes piskeflet. 

Til piskeflet skal man have otte lige lange metaltråde, som bindes fast i den ene ende. Trådene lægges ud sådan, at der er fire lige lange tråde i højre side og fire i venstre. Metoden går ud på, at den yderste tråd fra højre føres mellem de to yderste og de to inderste tråde i venstre side, og føres så tilbage til højre bunke, hvor tråden skal ligge inderst. Tråde fra højre bunke skal altså altid tilbage til højre bunke og fra yderst til inderst. Det samme gælder trådene fra venstre, og sådan fortsætter man en til fletningen er lang nok. Derefter saver man enderne af og tilpasser længden. 

Som afslutning limer man enderne fast i det forsølvede rør med lim. 

Herunder ses billederne af fremgangsmåden: